~ Exotic Meeting ~

Sted ~ Halich Kirkegård, i nærheden af den syd-østlige port.
Tid ~ 18:23, starten på aftenen.
Vejr ~ Køligt, med en svag blæst, og en anelse fugtighed i luften.
Omgivelser ~ Beskrevet i teksten.

Et par knoglede fingre gravede sig ned i den mudrede jord, som kirkegårdens grund bestod af. Det havde regnet for en halv time siden, men Lula bemærkede, at bunden stadig var helt blød og let at glide i. Derfor, da Lula have rettet sig helt op igen, besluttede hun sig for at træde varsomt frem. Hendes sorte, skinnende lakstøvler, med hele 9 cm kilehæl, sank ned i mudderet og hun vaklede en anelse. Hun elskede kirkegårdens tavshed, især når aftenen var ved at tage sin begyndelse, men desværre blev hendes glæde for stedet en smule ruineret af den tidligere regn.

Efter et par minutter, hvor hun bare stod og nød den kolde vind der strøg sig imod hendes ansigt, åbnede hun atter øjnene og betragtede landskabet. Der var den mørke jordbund. De grå gravsten, der havde utallige former, der hver især repræsenterede det enkelte afdøde individ, som lå begravet under deres sten. Og så var der solen. Den var næsten væk, men man kunne stadig spotte en skorpe af lys, på toppen horisontlinjen som skar sig imellem himmel og jord.
Lula fik et svagt smil på læberne, idet hun stod og nød skønheden, der blottede sig for hende. Den var velkendt, men hun blev aldrig træt af den.

Lula strøg fingrene igennem sit tykke, kulsorte hår, der havde enkelte vandperler siddende. Hun så sig omkring for en sidste gang, og sukkede så dramatisk. Selvom det var hyggeligt at nyde kirkegårdens stilhed, kunne det blive forfærdeligt ensomt. Hun følte ikke selv, at hun normalt var et socialt væsen, men der var dog grænser for hvor alene hun ønskede at være. Hun bad, håbede på, at et spændende individ ville være hendes helt.
Redde hende fra denne ensomhed, som greb hendes sjæl og krop, i et smertefuldt håndtag.

Fingrene skælvede som de blev placeret i jorden og endnu et stykke groft muldjord blev skubbet til side. Skabningen rystede i skyggen fra himlen. Stemmerne rungede højlydt mod indersiderne af hjerneskallen og de mange mørke, tågede skygger dansede for hendes øjne. Foran hende var der en stor, groft hukket sten, hvorpå der med snirklede bogstaver stod en ulæselig skrift. Selvom denne ikke kunne tydes, vidste hun præcis hvad der stod - Harvord LeGanh. Hendes far. Afdød, begravet, borte, væk. Nu måtte han findes - hun måtte vide hvem han var. Hun skubbede endnu et stykke muldjord væk, der dryssede op mellem hendes fingre.

Hendes øjne glinsede et sekund, da en saltet dråbe gled fra øjenkrogen og nedover den ligblege kind. Ned til de sorte snore, der holdte de smukke læber forevigt forseglede. Hendes blik blev sløret og så kastede hun sig meningsløst ned i muret for at lade psykosen indtage hendes krop. Hun kunne ikke mere, hun ville ikke mere. Stemmerne blev højere, hendes syn sortnedes og så gav hun et kortvarigt hyl fra sig, der hurtigt blev holdt inde. Så satte hun sig op, trykkede sig op mod den kolde sten, der syntes at være det eneste i miles kreds der kunne give hende den mindste form for omsorg. Øjnene blev fyldt med tårer men hurtigt blev en masse tung, fugtig luft hevet ned i lungerne.

*Stop nu dig selv, Neah..* hviskede hun til sig selv.

Lula ventede, men intet skete. Der var ingen levende sjæl at spotte, og derved gav hun op. Det gjorde hun lidt sørgeligt til mode, at der simpelthen ingen modig person var, som turde betræde kirkegården. Hun mærkede noget koldt kravle ned af kinden, og lod en finger stryge det væk fra den uhyrligt blege hud. Underligt.. tænkte hun, idet hun iagtog sin våde fingerspids. Normalt var ensomheden ikke så smertefuld, at hun ville græde. Især ikke, hvis man så på de ar, hun bar i hverdagen.. Hun bukkede sig lidt ned, og lod en negl følge et langt, åbent sår. Det gjorde ondt af helvedes til, men hun blev ved, for sådan stoppede hun altid en unødvendig gråd. Det var en underlig metode, men den virkede i det mindste, og det takkede hun sjælen for. Hun troede ikke på noget så ekstremt dumt, som Gud og Satan. Der var simpelthen intet væsen, der ville have den fysiske og psykiske styrke, til at bære så megen magi i sig. Deres krop ville være i evige, ekstreme og livstruende pinsler - for slet ikke at tale om et sind, der konstant ville føles, som blev det flået i stykker af en ostehøvl.
Nej, tænkte hun for sig selv. Intet ville kunne overleve det, og derfor må "Gud" og "Satan" være det pure opspind, fra mennesker, der har villet tilegne sig evig respekt, uden at skulle arbejde sig til den. Utroligt nok, hvilket Lula på ingen måde forstod, lykkedes det for dem. Og sådan skulle det stadig være i denne stund. Flere tusinde af år er passeret, men menneskene er stadig så logisk fortabte, at de tror på sådan en gang ammesludder.
"Stakler.."

Lula begyndte at begå sig dybere inde i den dystre, rygteprægede kirkegård. Forbi mange grave, og efter kun 2 minutter, hvor hun med forsigtige skridt har møvet sig frem i det stadigt bløde mudder, standsede hun. En skikkelse.
Lula kunne pludselig fornemme en svag varme i begge kinder. Hun rødmede simpelthen, for tænk at det virkelig skete! Et andet væsen, et frygtløst væsen regnede Lula med, kunne nu bryde ensomheden. Af ren begejstring fik Lula trådt for hurtigt frem med sine høje støvler, og derfor vaklede hun faretruende.
"Wa.. Waaah!"
Desværre for Lula, der lige nåede at fange en svag kugle af luft, faldt hun direkte ned i mudderet - og snuden blev begravet i det tunge jordlag først. Heldigvis for Lula, var det ikke en smertefuld landing.
Uheldigvis for Lula, havde hendes pludselige skrig og lyden fra den pludselige kollision imellem hende og kirkegårdens mudderbund skabt et rabalder, pigen umuligt kunne undgå at høre - måske.

Neah skælvede og pressede sig hårdere mod stenen. Så mærkede hun en pludselig smerte over begge øjenbryn der trykkede ind og tvang hende til at åbne øjnene igen. Så flængede et skrig hendes sind og hun fór op. Hendes blik farrede forvildet rundt, men en masse myrer i psykedeliske farver kæmpede foran hendes blik - hun var som blændet. Så stirrede hun ligefrem for sig og dér lå en forvildet skikkelse - præcis som hende selv. Hun stirrede forskrækket ned og så rystede hun på hovedet. Hun turde ikke røre sig ud af stedet. Hendes hjerte slog hårdt i brystet og hendes sind var fyldt med summende fluer. Hun stirrede på skikkelsen, så vendte hun sig om og trak vejret dybt gennem næsen for så at holde sig for munden. Hun havde kvalme, men hun vidste at hun ikke kunne brække sig, så hun forsøgte fortvivlet at sluge den store klump i halsen.

Hun åbnede øjnene alt hvad hun kunne og så vendte hun sig kort om. Hun vidste ikke hvor hun skulle gøre af sig selv, men da hun lagde mærke til kvindens beklædning, stirrede hun bare ærbødigt. Hun kiggede så ned i jorden og lod en enkelt saltet tåre falde mod den bløde jord.

Åh gud nej, hvor er det her bare pinligt!, tænkte Lula for sig selv. Hele det forreste af hendes krop var dækket af et tykt lag brunt, vådt snavs, og endnu værre var det, at der var publikum til at bekræfte det. Lula brugte sine arme til at løfte sig op, bøjede hurtigt sine lange knæ, og kom endelig helt op af stå. Hun skælvede lidt, for hendes tynde dragt af ægte bomulds-tråde bestod af utallige åbne steder, hvor bomulds-trådene ikke dækkede. Det betød, at hun ikke kun stod og var dækket af skidt og møg - inklusiv et par biller og regnorme - men at hun også fik æren af at hundefryse.
Lula tog et dybt åndedræt, ligesom for at få styr på hendes hektiske følelser af sorg, nervøsitet og en stor portion skamfuldhed, inden hun prøvede at være modig, og tale til det andet væsen ikke langt fra hende selv.
"Je-jeg.. Jeg ville.. Ville ikke skræ-skræmme dig.. M.. Mit na-navn e-e-er Lu.. Lula"

Hun turde ikke tage et nyt skridt imod den fremmede, da tanken om igen at falde skræmte Lula fra vid og sans. Det her var nærmest for overvældende for hende, så hun havde på en måde bare lyst til at sætte sig midt i det hele, og tude.
Det her var bare ikke hendes favorit-aften overhovedet!

Neah skælvede, da det gik op for hende hvor koldt det var. Hun rystede og pakkede armene om sig og så trådte hun et halvt skridt væk i frygt for at væsnet ville gøre hende noget, da dette rejste sig. Så kiggede hun forundret på skabningen, da dette lod læberne glide fra hinanden i en symfoni af ord, Neah så dybt misundede. Hendes grå øjne skinnede af væde, men hun blinkede de sidste tårer væk. Stemmerne skreg stadig højt og hun havde ikke opfattet den hele sætning der kom fra væsnet. Dog opfattede hun Lula som måtte være kvindens navn. Hun virkede ikke som om hun ville gøre hende ondt, så derfor trådte Neah et skridt nærmere. Hun prøvede at trække vejret roligt, stemmerne begyndte at blive lavere. Hun trådte endnu et skridt nærmere og så gik det op for Neah at kvinden havde en beroligende effekt på sig selv.

Så rettede hun blikket mod jorden, for så at kigge op i himlen. Hun trådte endnu et skridt frem, så de nu stod omkring en meter fra hinanden. Hun pegede på sig selv og så åbnede hun hænderne, så de skabte en sommerfugl - sådan forklarede hun sit navn. "Neah". Desværre ejede hun ikke gaven til at tale, så hun brugte sine hænder som redskaber. Hun stirrede forundret på bomuldstøjet. Det måtte være en middelklasse-kvinde. Måske endda en diskret kvinde af højere rang? Hun stirrede på kvinden for at se hendes reaktion.

Lula gav et lille hvin fra sig, da hun mærkede en uventet kulde plaske ned over hendes skuldre. Hurtigt begyndte hun at flå i det, som på en måde havde pisket hendes kridhvide hud, men ligeså hurtigt standsede hun igen sin paniske reaktion. De tre-fire hårnåle, som havde holdt håret oppe i en løftet frisure, var nu på jordbunden. Derfor var håret faldet, og derfor havde Lula igen formået at fremvise sin svage side for det andet væsen. Lula var frygtsom, men hun var ikke vild med at indrømme det, da en Regentinde bør være stærk, uanset hvad. Og det var Lula overhovedet ikke.

Lula standsede sin egoistiske selvmedlidenhed, der dog kun foregik inde i hendes egen lille mentale verden, og stirrede forundret på det kvindelige væsen foran sig. Væsnet syntes at lave en cirkel med munden, imens dennes arme lavede nogle underlige fagter - og Lula fattede selvfølgelig intet af, hvad væsnet prøvede at fremstille for hende.
Efter at have opgivet at forstå, hvad pigen lavede, kiggede hun for første gang på hendes mund. Da fløj hendes fingre op foran Lulas egen mund, da hun i et skamfuldt sekundt, panikkede.
"Jamen dog! Du er jo.. En Dryker!"
Heldigvis, tænkte Lula, nåede hun lige at holde sig fra at sige 'stum'. Hun brød sig ikke om at blotlægge andres svagheder, så hun sukkede lettet, da hun på nippet undgik det denne gang.

Hun lod blikket gramse lidt på pigen, inden hendes fod automatisk, men meget langsomt, bevægede sig fremad med et enkelt skridt. Der var ikke nogle grund til at nærme sig pigen, men af en uforklarlig grund, havde Lula lyst til at nærme sig væsnet. Hendes race havde altid tiltrukket Lulas nysgerrighed. Hun ønskede virkelig at forstå den så mystiske, stumme race. Så uden at tænke over det, løftede Lula sin hånd, og lod den kærtegne pigens kind. Hvis pigen da tillod det.
Uden at lægge mærke til det, kom Lula til at mumle for sig selv, med et nærmest moderligt blik i øjnene.

"Du bør ikke stå herude og fryse.. Helt alene.."

Neah krympede forskrækket sammen, da Lula gav endnu en høj lyd fra sig. Hun nåede næsten at vakle et skridt baglæns, men så stoppede den tryllebindende stemme hende. Hun stod og stirrede beæret på Lula, der kunne tale, præcis som enhver anden. Hun lagde mærke til den tynde duft af råd der forlod kvindens krop, men hun undgik at tænke yderligere over den.

Hun rystede i kulde. Hendes arme havde slået sig om hendes mave og hun stod hjælpeløst og holdte om sine ribben. Hun var iklædt en lang, løs kjole, der nåede til lige over knæene og gav hende et dukket udseende. Den var sort og der var broderet smukke mønstre i sølv henover det silkebløde stof. Hun bar et par sorte sandaler, der lidt lignede nogle arena-sandaler som krigerne bar, når de kæmpede, bortset fra disse var mere feminine, grundet den lidt højere hæl. Fra knæene og ned var hun mudret - selv den smukke kjole var blevet ramt af den fugtige muldjord. Øjnene voksede sig store sammen med pupillerne, da kvinden lagde en silkeblød, rådlugtende hånd på hendes kind. Den fulgte konturene og nåede næsten læberne, men så faldt den ned langs siden igen.

"Du bør ikke stå herude og fryse.. Helt alene.." sagde kvinden. Hendes stemme sang i Neahs ører. Hun havde jo ikke stået derude helt alene og frosset... Hun var blevet jagtet derud af stemmerne, af skyggerne. De førte hende præcis hertil - til hendes ukendte fars grav. Hvis blot hun kunne fortælle Lula hvad der var galt... Eller en eller anden. Bare hun kunne få sat ord på de ophobende problemer i hendes sind.

Neah kiggede underdanigt ned. Så nikkede hun kort. Hun burde nok ikke stå derude alene og fryse... Så kiggede hun op på kvinden igen og så tog hun fat om kvindens håndled. Hendes pupiller blev igen store og øjnene fyldt med tårer. Men så pegede hun først på sig selv og så på Lula.

"Skal jeg følge med?" betød det.

Lula forstod for første gang, hvad pigen prøvede at fortælle. Og det fik Lula til at lægge sit ansigt i betænksomme folder, da hun spekulerede kraftigt på, om hun bør tage Drykeren med hjem. Arise ville have efterladt pigen, eller brugt hende som evig slave. Sådan var den forkælede Overklasses-Regentinde, der ellers var fattigere end den lille mus i Lulas lejlighed. Hun kom derefter til at tænke på, hvordan Seamus, Underklassens Regent ville have reageret overfor tilbuddet. Hun havde ikke spor imod ham, men han kunne godt være ret mystisk til tider, ellers brugte han normalt tiden på at være socialt distanceret, af en grund, Lula ikke kendte til endnu. Hun trommede fingrene imod sin egen kind, imens hjernen nærmest knasede af at tænke. Skulle hun, eller skulle hun ikke tage pigen med hjem. Og hvad så? En evig slave, som egentlig fik god pleje, i forhold til hvad Arise ville tilbyde en pige som Drykeren. Eller skulle hun bare give pigen noget godt mad, et forfriskende bad og en enkelt god nat, hvor hun kunne kramme en dyne, og lade hovedet blive kærtegnet af en tilfældig dynpude..
Lula var i et dilemma - hun kunne simpelthen ikke bestemme sig.

Da pigen så ud til at blive tålmodig, ved fortsat at stirre på Lula, smilte hun tavst og nikkede. Pigen kunne ihvertfald starte med at dele et varmt bad med Lula selv. De var begge to sjasket ind i kirkegårdens møg, og selvom Lula ikke var bange for at være beskidt, var det nu lige i overkanten at bruge mudderet som 'tøj'.

"Kom.. Vi skal vist have renset din krop.. Måske senere dit sind"

Lula nikkede imod kirkegårdens ene udgang, en stor metalport med glitrende sølvsten, inden hun vendte sig imod porten.
Hun kunne altid vælge senere, om pigen var af slave-materiale eller ej.

Blikket hvilede forundret på kvindens mund, da den blev trukket op i et vagt smil. Et lille buk forover og en boble af glæde sprang inde i Neahs bryst. Nu havde hun ihvertfald et sted at være natten over. Hun havde stadig et fast greb om kvindens håndled, men det syntes ikke at være noget der irriterede hende. Hendes øjne voksede sig store i det Lula åbnede munden og lod sin ånde bære lyd. Få ord forlod hendes mund, men Neah forstod godt hensigten - de var begge beskidte og Lula ville gerne hjælpe hende. Så Lulas hoved endnu engang bukket forover i en gestus mod udgangen. Neah kiggede over skulderen og hen på den skinnende metalport, der nærmest tiggede dem om at blive.

Så tog Neah et enkelt skridt væk fra kvinden og slap grebet om hendes håndled. Hun begyndte at bevæge sig mod udgangen af kirkegården, henover den bløde jord. Tænk at det overhovedet ikke havde undret kvinden hvad det var Neah havde haft gang i. Hun havde stakåndet siddet foran en gravsten og kæmpet mod jorden. Skubbet den op forbi hende og gravet sig dybere ned - centimeter for centimeter var hun kommet tættere på den gåde der havde præget hende hele hendes liv. Hvem mon han var?...

Hun stoppede op og kiggede op i natten. Så lukkede hun øjnene og lod den kølige vind glide henover sin blege, fejlfri hud og så åbnede hun sindet, for enhver tanke, der muligt kunne præge Lulas sind. Hvem mon kvinden i virkeligheden var?

Lula kunne ikke stoppe med at forestille sig, at de allerede var i hendes pæne, middelklasses-stilede lejlighed. Hun drømte sig til at de begge kunne smide det frastødende tøj i den hvide opvaskekurv under håndvasken, og lige så langsomt træde ned i det halvstore porcelæns-badekar, som fyldte godt halvdelen af badeværelset. Godt nok havde Lula kun en Lærerindes løn at støtte sig på, men heldigvis havde hendes stilling som Middelklassens regentinde også sine fordele.
Den fremtidige komfort, der skulle pleje Lula og hendes nye ''veninde'', fik hende til at gå hurtigere fremad end før. Det var også grunden til, at det tog Lula hele 2 minutter, før hun endelig kom tilbage til virkeligheden.
Der var en underlig lyd i luften.

Lula standsede, nænnede ikke engang tjekke om Drykeren havde nået at opfatte det, imens hun tavst stirrede frem for sig med en skeptisk mine. Hun kunne føle det helt ind til hjertet - stemningen omkring dem havde ændret sig, imens de havde været optaget af hinanden. Luften var på en måde blevet mere barsk i det - koldere. Vindstyrken var tydeligt øget, for Lula kunne mærke den rive i hendes ellers tætsiddende, hullede heldragt. Hun kneb nervøst øjenbrynene sammen, og lod tungen fugte de let sitrende læber. Der var noget galt, og Lula bemærkede, at den underlige lyd var en af grundende til det.

"K.. Kan du... Kan du også.. H-høre det..?"

Lula henvendte sig til Drykeren, selvom hun stadig blev ved med at kigge frem for sig.
Og så var det, at de viste sig for hende.
Vespaerne. Øens 3-farligste insekt-race. Med deres giftige skorpion-haler. Deres uhyggeligt menneskelige intelligens og deres uhyggeligt hurtigt voksende antal.
Og selvfølgelig var synet af den enorme sky af Vespaer, der fløj imod Lula og hendes nye ''veninde'', ved at gøre klar til angreb.

Lula nærmest skreg for alle kræfter, idet hun kiggede sig febrilsk over skulderen imod Drykeren, og udtalte en meget hurtig sætning, der nemt kunne forstås af selv et stumt individ.

"LØB!"

// Vespaernes udseende -> [Kun administratorer har tilladelse til at se dette link] //