A helpful devil? Impossible...

Lokation: Hospitalet; hovedindgangen.
Tid: Sen eftermiddag, solen er ved at gå ned og de sidste stråler bliver sendt hen over tagene.
Vejret: Solen har skinnet det meste af dagen og derfor er rummet ganske lunt, lettere varmt faktisk.

Katarina kom gående ind af hoveddøren iført en sort kittel og gik direkte om til de sårede, hun gad ikke spilde tid på at tjekke ind da receptionen allerede kendte hende. Hendes hår var sat op i en knold som lå oppe ved toppen af hovedet for at det ikke skulle falde i øjnene når hun gik i gang med at hjælpe de kvæstede. Hun holdt en lille taske som hun havde sit udstyr i, og i den taske stak hun nu så hånd, som også havde en sort handske på, og greb fat i en skalpel. Denne skalpel var godt nok ikke sort, men i stedet glimtede den sølv farvet. Den var noget af hendes vigtigste udstyr for at gøre det hun skulle til og gøre nu og hun var nød til at fokusere fuldkommen. Hun gik hen til den mindste sårede som hun var sikker på at hun ville kunne hjælpe. Hun undersøgte hende og hev en blok frem som hun begyndte at skrive på med den blyant hun havde sat håret med. Dette resulterede dog i at hendes hår nu faldt ned over skuldrene og dækkede hendes hår.

På blokken stod der:
Lyshåret kvinde
Kropsalder 23
Lettere muskuløs
1.67 høj
Kan reddes ✔
Kan bruges ✔

Hun lagde blokken tilbage i tasken og tog fat i skalpelen for at begynde i kvinden. Hun startede ved hjertet og skar en smule dybt for at sikre sig at effekten ville virke. Da snittet var dybt nok hev hun en mindre taske ud af tasken og tog en plante frem, ikke synderligt bekendt, faktisk kun et blad, et utroligt mørke brunt blad, som hun knuste i sin morter til det ikke var andet en pulver. Dette pulver skinnede lidt og det blev kun mere skinnende af at Katarina tog sin skalpel og skar et hul i sin finger så en lille dråbe af hendes blod faldt ned i blandingen. Hun stak fingeren ned i blandingen og da hun hev den op var der intet spor af såret fra før.

Et smil formede sig på hendes blege læber da hun langsomt begyndte at hælde støvet ned i kvindens nyskabte af som hun selv havde lavet. *Hvis nogen så hvad jeg havde gang i ville de sikkert stemple mig som gal... Lave et sår for så at lukke det igen. Ikke ligefrem normalt, nej... Men hvis de kendte den sande grund til det ville de straks stemple mig anderledes.* Et stort smil bredte sig nu på læben.

Hun kiggede ned på kvinden som langsomt åbnede sine blå øjne. "Sov du blot videre..." Hun lagde sin hånd på kvindens pande og kvinden faldt næsten straks i søvn. *En mere tilføjet... Må vel være omkring hundrede mere som jeg kan bruge før det vil være nok. Måske så...* Hun bukkede sit hoved ned og rystede på det. Hun nåede at dreje det tre gang før hun hostede kraftigt og faldt på knæ. *Pokkers!* Hun tog en flaske op af sin taske og tog en hurtig tår af den og lagde den så tilbage.

Selvsikker som få gik hun ind på hospitalet, et triumferende smil sad på hendes læber, kun i få timer havde hun været regentinde for overklassen, ganske vidst kun vikar, men det gav hende en forsmag på den post hun ønskede sig, og ideer fyldte hendes hoved, overklassen skulle ha deres storhed, større end de hidtil havde haft den, mere frygtindgydende. Og hvordan gjorde man det uden ofre? Lidt ofre skulle der da til? Og de bedste skulle vel også fremhæves?
Hendes hoved sprængtes af tanker som hun denne eftermiddag marcherede ind på hospitalet. Sorte stramme jeans og en sort skjorte dækkede hendes krop, samt en lang jakke der gik ned til lige over hendes ankler, og lukkede højhælede støvler dækkede hendes fødder. Receptionisten hævede blikket for at se hvem der nu kom da det var hendes pligt på denne gang at tjekke alle der kom ind, dog så hun straks ned i papirende igen da hun så på denne skabning bedre kendt som Andria, en fra overklassen det kunne tydelig ses, og nogle af dem fra overklassen var bedst blot at lade værre, ellers kunne man ende i en uheldig position.

Det var begrænset hvor mange mennesker der var på hospitalet denne eftermiddag og de få der var der så efter Andria da hun gik forbi dem. Ikke fordi hun var overklasse, eller måske? Det var nok mere fordi en fra overklassen befandt sig på dette niveau af hospitalet, her kom overklassen aldrig. Dette var kun for middel og enkelte af underklassen.
Foran dør 216 stoppede hun op, en læge kom netop ud fra dette rum og trådte et enkelt skridt tilbage ved synet af Andria, nok mest på grund af chokket. Andria vendte hovedet let op skrå og hendes ansigt var nu fuldstændig følelseskoldt, enkelte ord blev udvekslet imellem lægen og Andria og en lav knurren kom fra hende, hvorefter lægen hurtigt flyttede sig.
Hun gik ind på værelset, og så på drengen der lå i sengen kun få meter foran hende, i fodenden lå en Los, som så mindst lige så syg ud som drengen der lå i sengen. Eller dreng og dreng, han var vel omkring de 18? Hun smækkede med vilje døren, og drengen vågnede med et sæt, ”jamen godeftermiddag” Andria’s stemme var kold som is, og drengen stirrede overrasket og lettere forfærdet på hende. ”jeg sendte dig ikke på hospitalet for at få det værre, måske skulle man kassere dig? I form af at dræbe et udueligt individ som dig, eller blot fratage dig dit kæledyr?” lossen lagde Ørende tilbage og så lettere forfærdet på hende. ”undskyld” mumlede han, af fare for at hun ville gøre alvor af truslerne som han havde set hende gøre så mange gange før. ”du skuffer mig” pludselig blev hendes stemme blid og nærmest sørgmodig, og han satte sig op i sengen som om han netop havde fået en kniv stukket i hjertet ”jeg er frisk igen om 2 uger! Senest! Det lover jeg!” så let som ingenting havde hun gjort ham til den onde, og han fortrød nu alt det hun ville ha ham til. "godt" mumlede hun og gik ud af døren.
Så snart døren lukkede sig kom et djævelsk og iskoldt smil frem på hendes løber, og alligevel stod had i hendes øjne *uduelige skabning!* tænkte hun ved sig selv, vendte og gik ned af gangen. Hun stoppede op ikke så langt fra udgangen, ved en dør der stod åben. En stue med flere individer, men det var ikke det der fangede hendes opmærksomhed, det var den djævel der stod der inde, med en sort kittel på… som ville denne djævel hjælpe patienten? En djævel med et hjælpsomt sind… næ fandeme nej! Det kunne på ingen måde passe! Hendes ansigt blev endnu engang tømt for alle former for udtryk og kold som is gik hun ind i rummet, og betragtede hvad denne djævel foretog sig. Hun kunne tydeligt lugte herfra at denne skabning var ren djævel, og det var da besynderligt at hun ville hjælpe? Hun så på det skabningen lavede, og hævede et øjenbryn ved dette? Hvorfor hele et sår man netop havde lavet? Uden at gøre noget først? Det måtte være noget i det som djævlen brugte til at hele såret med, noget der ville give denne djævel en fordel? ”Er det nu også tilladt?” spurgte Andria, ikke at hun ville have et svar på dette overhovedet, hun ville blot gøre klart for djævlen at hun havde set alt hvad der netop var blevet lavet. ”jeg er sikker på at det ikke er de midler man normalt bruger i dette sygehus” hendes stemme var iskold og den eneste forandring i hendes ansigt var et hævet øjenbryn ellers så det ud som om hun var en dukke der var født med dette humør og aldrig kunne ændre det.

Katarina smækkede lidt med læberne et øjeblik før hun hørte den kølige stemme spørge om det hun havde gang i var lovligt. Med en djævelsk kølig stemme svarede hun igen uden at vende sig om for at se hvem der talte til hende: "Jeg bryder ingen af øens regler ved det jeg gør, det er ikke en voldelig handling, det er ikke mord, jeg gør hende ikke til min slave eller mit muldyr og jeg voldtager hende ikke. Dette er øens seks regler, og jeg har endnu ikke brudt nogen af dem.”

Hun satte sit hår op igen og gik køligt forbi Andria ud på gangen, men lige før hun gik helt væk sagde hun: ”Og nej, det er måske ikke normalt at bruge disse ting på et hospital, men nu er det jo sådan at disse urter ikke er helt lette og skaffe. Den jeg gav kvinden vokser kun et bestemt sted på øen som jeg, indtil videre, er den eneste som kender til. Hvis planten var mere udbredt ville den nok være almen og bruge på hospitaler, men som det står til nu er det min private genstand til og hjælpe.” Hun gik ind i et andet rum og gjorde det samme, skar et hul i fingeren, hældte resten af pulveret ned i et nyt sår hun havde lavet samme sted. Igen lukkede såret sig straks og hun lagde hånden på drengens hoved. Efter det tog hun sin blok frem og skrev ned.

Mørkhåret dreng
Kropsalder 17
Trænet, men kan gøres bedre.
1,75 m høj
Kan reddes ✔
Kan bruges ✔/X

*Ham her er noget andet... Han har ikke den samme adræte form som kvinden fra før, men mon ikke han kan trænes op?* Hun rystede på hovedet og studerede ham endnu engang. Hans brystkasse hævede sig op og ned og hun lagde hånden på hans pande. Han ville overleve, men under hvilke omstændigheder var ikke sikkert. Men overleve, det ville han.

Hun kiggede ned i sin taskes lille taske og så på hvad der var i den. Hun var ved og løbe tør for urterne og ville være nød til og hente nogle flere. Hun lavede et simpelt adræt spring i form af en kolbøtte over patienten og landede ved siden af ham.

Hun hviskede igen stille så kun han kunne høre det: "Lig du dig bare til og sove..." Hendes hår lå ned af hendes skuldre igen, blyanten var åbenbart faldet ud af håret da hun tog springet. Hun bukkede sig ned på gulvet for at samle den op, men da hun bukkede sig så hun noget skinnende under sengen. Det lignede ganske vist et våben af en slags, måske en kniv. Hun tog fat i den og hev den væk fra sengen for at studere nærmere på den. *Hmm... Jeg giver ham en chance. Hvis han var i stand til at smugle en kniv ind på et hospital, så har han vidst et potentiale for at gemme ting. Utroligt at vagterne intet har opdaget... Inkompetente vagter hospitalet har, de skal få en klage over dette.* Hun ændrede ✔/X til et ✔. Hun lagde tingene ned i sin taske men beholdte skalpelen i sin hånd. Der var bare noget som sagde hende at det ville være en god idé at holde på den, hvorfor vidste hun ikke endnu. Hun havde bare en anelse af at hun måske ville få brug for dens ekstra skarpe eg. Og hun tog sjældent fejl hvad sådanne ting angår.

Andria’s øjenbryn faldt på plads, uimponeret og overfladisk svarede hun dette hunkønsvæsen der havde den frækhed ikke at vende sig om når en over hendes rang talte til hende. ”Det er vel i sig selv en volding handling…. Jeg tror neppe det betegnes som fredelig at gå hen og skære i en fremmed person når man ikke er læge eller specialiseret i det. Eller på nogen måde har fået lov fra ofret… Desuden arbejder du her jo heller ikke, hvilket vil få det hele til at se endnu mere voldeligt ud” Hvis denne djævel ellers tænkte sig om ville hun kunne se det. At hvis nogen meddelte det hun lavede som vold, især hvis det var en fra overklassen, så ville sagen rimelig hurtigt være afgjort. Og det ville højest sandsynligt ikke ende med noget der ville glæde djævlen.

”jeg tvivler på at du er den eneste der kender dette sted, du er nu nok nærmere den eneste der kender plantens virkning… tænke før man taler” kold som det is det lignede hun var lavet af kom svaret næsten før djævlen havde nået at svare.
Som var hun soldat drejede hun om og gik hen til det værelse djævlen nu var gået hen til. **død…død…død** hvislede en stemme i hendes indre. Et dræbende smil kom frem og blottede de hvide porcelænslignende tænder, inden hun rystede kraftigt på hovedet og smilet forsvandt og efterlod ansigt i en følelseskoldt maskerade.
Hun betragtede igen djævlen, stillede sig nu midt i døren med let udspredte ben, dog ikke nok til at man ville kunne glide ind imellem, alligevel nok til at man heller ikke ville kunne komme igennem ved siden af hendes ben. Andria var langt fra dum og havde set at hun beholdt skalpellen i hånden selv efter hun var færdig med det hun nok ville betragte som ”arbejde”, Hvilket måtte betyde at hun enten tænkte den ville komme hende til nytte, eller også var hun allerede nu følte sig truget af hende, hvilket også var godt.
”ser du tøsebarn, respekt, og hierarki, samt frugt er det denne ø er bygget op på. Hvordan ville det ikke gå hvis folk ikke kendte sin plads? Men jeg er tålmodig i dag… så jeg giver dig en chance til… en enkelt” i starten af denne korte ’tale’ var hendes stemme lettere venlig, men jo længere hen den kom jo mere magt bredte sig i stemmen, som kvalte venligheden og hjalp ligeså kulden i stemmen til. Dette var helt bestemt noget der skulle tages alvorligt, og det gjorde denne djævel også bedst i at gøre. Men om hun ville det?
Hun gjorde intet, sagde intet yderligere. Men var tilsyneladende uimponeret over hendes spring, og lige så uimponeret over resten af de ting hun rande og lavede. Kom denne djævel så tæt på hende at hun stod inden for en meters radius ville hun kunne mærke kulden der befandt sig omkring hende, noget djævle normalt ikke brød sig specielt meget om. Hendes ansigt var lige så følelseskoldt som før, og hendes hænder var foldet bag hendes ryg, så hendes krop viste ingen tegn på at ville angribe, eller afvige et angreb, så enten var hun sikker på at denne djævel ville huske sin plads eller også var reflekserne i orden hos hende. Og hun ville kunne nå at afvige et angreb eller sågar nå at angribe før djævlen ville kunne fulføre sit angreb? En ting stod dog fast, hun ville ikke komme ud af rummet uden enten at makke ret, eller en kamp for det.

Katarina løftede langsomt blikket og kiggede nu for første gang direkte ind i Andrias øjne. Isblå mod almindelig blå ville det normalt have været, men ikke nu. Katarina var irriteret, tirret og det havde fået hendes øjne til og skifte til rød. En virkelig lys rød der nogle gange kan skimtes i flammer, og de stirrede direkte ind i Andrias. Et smil bredte sig på hendes læber og hendes stemme talte. ”Du har ingen anelse om hvad du har gang i her, har du, min kære vikar?” Hun lagde hovedet på sin skulder og kiggede blot på hende, hendes nyantagede position der gjorde det klart at hun havde tænkt sig at stoppe hende. En lav med tydelig latter undslap hendes hals og dansede stille rundt i lokalet. ”Du har virkelig ingen anelse om hvem du har med og gøre. Pigebarn? Lille pige, jeg er overbevist om at, mellem os to, så er jeg den ældste. Og at jeg er den eneste der kender til plantens virkning? Virkning? Alene der stråler din uvidenhed frem. Enhver plante har flere hundrede virkninger, det er blot den rigtige blanding der skal til.”

Men nu skulle Katarina videre. Denne patient havde fået sin blanding og hun havde selv andre ting og tage sig til rundt om i byen. ”Jeg har travlt, men den måde du står på ser det ikke ud til at du har tænkt dig at lade mig gå uden videre, vel?” Katarina skimtede hurtigt i hendes 180o synsvinkel efter måder at fjerne hende på. Ingen af dem ville virke så det ud til. *Suk.. Det ser ud til at der kun er to måder at komme væk herfra på.* Hun vendte hovedet om mod vinduet og kiggede ud af det. ”Jeg forstår...” I en hurtig bevægelse der ikke krævede noget af hendes hånd kastede hun skalpellen forbi Andria og ud på gangen. ”Det er stadig ikke anklage for vold det her. Jeg har ikke været voldelig på nogen måde. Du er uskadt og jeg har intet gjort dig. Trusler er ikke en del af reglementet på øen. Jeg er fuldkommen uskyldig...” Et listigt smil kom frem på hendes læber.

Skalpellen hun havde kastet lå ikke længere i væggen på gangen udenfor. I stedet lå den nu i en hånd. Denne hånd tog fat i skalpellen og kastede sig ind mod Andria bagfra. Kvinden fra den forrige afdeling havde rejst sig og listet hele vejen fra sin stue om bag Andria og sprunget mod hendes ryg. Hvis det lykkedes hende at overfalde Andria ville Kat hurtigt smutte udenom, under eller over, hvad der nu end var muligt og forsvinde ud derfra. Hun ville tage et afspring fra sengen af for at få ekstra kræft i sit spring. Andria ville forhåbenligt være væk og kvinden ville forsøge at holde Andria beskæftiget så længe som muligt. Idet hun når døren ville hun sige følgende til Andria: ”Blot en af de mange virkninger der er mulige ved hjælp af det... Nu er spørgsmålet… Ved du hvem du kan stole på? Det kan være alle vil forråde dig før eller siden. Vælg dine tjenere med omhu. Lad dette være dig en lærestreg før du begynder at rable op omkring rang og hierarki til folk der er dig overlegne. Jeg var forberedt på at noget i denne retning ville ske, det har du nok opdaget nu. Men nu vil jeg byde dig farvel.” Hun svinger derefter omkring og forlader dørkammen og går derefter stille imod hovedindgangen. Hvis hun så Andria komme løbende ville hun straks sætte i løb også, tilmed for fuld fart, hvilket hun var en mester i.

”som det ser ud til at du altid gør, tager du endnu engang fejl… jeg ved skam hvad jeg har gang i. Og jeg har intentioner om at fortsætte det” det eneste der bevægede sig i Andrias ansigt var hendes mund, på nuværende tidspunkt blinkede hun hverken med de grå øjne, eller lavede nogen anden form for grimassetræk. ”det er meget muligt at du er ældst, det vil jeg lade være usagt, men dit sind og din intelligens er klart yngst af vores. Ja virkning, de planter har hver sin individuelle virkning… en ting… så igen tænker du ikke før du taler” Hun rykkede få centimeter med hovedet så det var på skrå, og betragtede djævlen. ”eftersom du ved hvem jeg er... burde du indordne dig… jeg kan trods alt på trods af at stillingen kun er midlertidig, skubbe dig ned på middelklassen, eller i tilfælde af at du overtræder en lov, eller næsten gør det kan jeg jo forvrænge sandheden lige akkurat nok til en dødsstraf… hvis det bliver nødvendigt for mig”hun blinkede kort og rettede sit hoved op.


Hun så på som var hun frosset til på hvordan denne djævel snakkede og opførende sig som havde hun ild et hvis sted. Hun hævede et øjenbryn men kiggede ikke efter skalpellen da den blev kastet. ”du er ikke uskyldig når du forsøger at angribe mig…. Ikke hvis det er mig det fortæller historien videre” kom det iskoldt fra hende.
En hurtig reaktion var alt hvad der skulle til, hun kunne mærke et andet individ komme ind i hendes kulde hvilket gav hende en reaktionstid på omkring en meter? Eller 3 sekunder. Et hurtigt skridt til siden var alt hvad der skulle til før at denne person fra før fortsatte sin løben ind i rummet, og med mindre djævlen allerede var hoppet op på patientens seng, ville denne kvinde styrte direkte ind i djævlen med skalpellen. Lige så snart Denne kvinde var kommet forbi, næsten endda før stillede Andria sig tilbage i samme position med hænderne bag ryggen som var hun soldat. Det resulterede i at djævlen ikke ville kunne komme forbi. Hvis hun var hoppet ville hun hoppe direkte ind i Andria, eller også skulle hun lave en eller anden hurtig vending så hun ville ende foran Andria, hvis ikke hun var hoppet måtte hun og hendes hjælper finde på en ny plan. ”jeg har altid kun stolet på få… det vil jeg så fortsætte med… tak for advarslen… ” kom det iskoldt og uimponeret fra Andria. Den eneste forskel fra før til nu var at hendes grå øjne nu var begyndt og halvlyse. ”imens dit lille nummer gik i vasken, fandt jeg ud af hvad det gik ud på… Og jeg vil så snart jeg kommer hjem sende folk ud efter en modgift til dette.. for alt har en modgift..” iskold som nu var, var det igen kun hendes mund der bevægede sig og intet andet. jeg kunne også lade dig skygge? brænde alt ned du kommer i nærheden af? alle de urter du kommer i nærheden af, væk? så kommer der vel næppe flere af disse væsner der pludselig finder det sjovt at hjælpe dig... og din indtægtskilde vil også slippe op... du vil være alvorligt på den... og jeg har på intet tidspunkt rørt dig... derfor har jeg ikke udøvet vold mod dig på nogen måde... blot, afskaffet din indtægt til min fordel den ene side af hendes mundvie gled op ad til et halvt dødeligt smil. Smilet nåede dog på intet tidspunkt hendes øjne, og døde også ganske hurtigt hen igen. **død…død…død** hvislede stemmen igen og hun ruskede kort på hovedet og hendes øjne der kort havde lyst meget op da stemmen havde talt, faldt nu lidt til ro igen.